

Du får:
Mens 1. verdenskrig raser på slagmarkerne i Europa, fødes to drenge i Ryesgade i København. Deres mor, Dagmar, og deres far – den berygtede Sorte Smed – lægger kimen til en familiesaga, der kommer til at række langt ind i det 20. århundrede. Brødrene vokser op i en verden præget af forandringer, og efter 2. verdenskrigs afslutning forsøger de at finde fodfæste i forstædernes nye virkelighed, hvor fremtiden igen synes mulig – og værd at kæmpe for. Men intet held varer ved. Den sorte smeds sønner er både en slægtsroman og et stykke Danmarkshistorie. Det er fortællingen om en far, der ser sine sønner vokse op med helt andre værdier og drømme end hans egne – drømme, han ikke forstår, men som alligevel ikke er fremmede for det, han selv kæmpede for. Sønnerne vælger hver sin vej, og i tidens store spørgsmål – politiske, sociale og menneskelige – står de nogle gange på hver sin side. Alligevel er de uundgåeligt forbundet: som brødre, som sønner og som mennesker i et samfund i forandring. Romanen skildrer tre generationer af familien Jensen, som formes – og til tider udfordres – af den verden, de lever i. Det er en fortælling om at vokse op, om at finde sin plads, og om at være en del af noget større: det spirende velfærdssamfund og det moderne Danmark.
Den sorte smeds sønner er første bind i fortællingen om familien Jensens rejse gennem det tyvende århundrede – en historie om sammenhæng, splittelse og den komplekse arv, vi alle bærer videre.
I andet og sidste bind af fortællingen om familien Jensen er det børnebørnene, der træder frem. De vokser op i forstæderne i en tid, hvor Danmark forandrer sig markant – både økonomisk, kulturelt og politisk. Som teenagere i 1960’erne og 70’erne lever de i trygge rammer, omgivet af muligheder og goder, som deres forældre og bedsteforældre kun kunne drømme om. De er børn af en opadstigende middelklasse, men friheden kommer ikke uden sine omkostninger. Hver især bærer de på egne drømme, længsler og planer – og træffer valg, der fører dem i vidt forskellige retninger. Men med ungdommens muligheder følger også fristelser og faldgruber. Bag den nyvundne frihed lurer forandringens usikkerhed, og i horisonten skimtes oliekrisen og de første tegn på en tid, hvor gamle systemer og idealer begynder at slå sprækker.
Den sorte smeds sønner – Bind 2 er en skildring af en generation, der ikke ønsker at leve op til forældrenes ambitioner. Den griber ud efter noget andet – noget eget. I skyggen af fortiden og midt i samtidens kulturelle brudflader, hvor hippier og ligusterfascister står stejlt over for hinanden, forsøger Smedens børnebørn at finde mening, identitet og retning.