

”Johannes Arv er en sanselig, charmerende og brutal fortælling om kvindeliv gennem generationer. Det er danmarkshistorie og skæbner flettet sammen af familiehemmeligheder og kvinders styrke og vilje til at leve og overleve.”
- Dorthe Chakravarty, historiker og forfatter
En mørk familiearv knytter kvinderne sammen på tværs af århundreder. Johanne vil forstå sandheden. Hvorfor vil hendes mor og mormor ikke tale om det, der tydeligvis har formet hele slægtens historie? Hvilke hemmeligheder bærer kvinderne på – hemmeligheder, der synes at gentage sig fra generation til generation?
Da Johanne opdager en måde at træde ind i de afdøde kvinders minder, åbner der sig en barsk og dragende virkelighed. Gennem deres oplevelser bliver hun vidne til både styrken og smerten, de hårde valg og den kamp for overlevelse, som prægede deres liv. Romanen følger otte kvinder fra samme familie gennem 200 år og afdækker de tavse liv, der udspillede sig bag lukkede døre – præget af fattigdom, vold, tab og overgreb, men også af en urokkelig vilje til at overleve. Nogle fandt modet til at gøre oprør, andre bøjede sig i stilhed.
En stærk, rå og uforglemmelig fortælling om kvindeskæbner, der bliver hos læseren længe efter, bogen er lukket.