

























Tag på ophold på toppen af Danmark og oplev Skagens nyeste hotel, hvor der er kælet ekstra meget for detaljerne. Hotellet har den helt rigtige uformelle badehotelsstemning og er ganske enkelt bare et sted, hvor man føler sig hjemme og godt tilpas.
Hotellet er indrettet med helt nyt interiør - for blot at nævne nogle få, vil I til middagen sidde i smukke opgivelser og behageligt i Carl Hansens y-stole, for derefter at kunne sove som en drøm i hotellets helt nye, specialdesignede Carpe Diem senge. Værelserne i hovedbygningen er indrettet med de populære Hästens senge.
Velkommen indenfor til et hyggeligt besøg i fantastiske, smukke rammer.

Glæd jer til at besøge enestående Plesners Badehotel, der genåbnede i marts 2024 og nu har plads til at byde mange flere gæster velkommen på deres skønne badehotel. Hotellet, der ligger i hjertet af Skagen, har udvidet, så de nu har 60 værelser, 24 nyindkøbte havnelejligheder og 3 sommerhuse i Lille Skagen. Badehotellet fremstår nu i nye klæder, men er renoveret med stor respekt for den historie og sjæl, der er i de over 100 år gamle, fredede Plesner bygninger.
Når I ankommer til badehotellet, tjekker I ind i den charmerende, lyserøde bygning. Her møder I det søde personale i receptionen, der følger jer til jeres værelse. En del af Plesners Badehotel er blevet gennemrenoveret fra gulv til loft, og der er ikke gået på kompromis med kvalitet og detaljer i indretningen og valget af interiør.
Hotellet har fået en lækker wellnessafdeling med plads til 8 personer af gangen med sauna, dampbad og en skøn wellnessbruser.

I skal bo på et dejligt dobbeltværelse, der enten er beliggende i stueetagen eller på 1. salen. Her emmer der af charmerende badehotelstil med høje paneler og velvalgte møbler i maritim stil, der skaber den helt rette stemning. Værelserne er indrettet med særproducerede senge fra det svenske mærke, Carpe Diem, der producerer senge efter ønske og behov. Skal I bo i hovedbygningen, er værelserne indrettet med de behagelige Hästens senge. Stilen er gennemgående på hele værelset også på badeværelset, hvor der er unikke klinkegulve og smukt retro-armatur.
Kvaliteten møder jer også, når I træder ind i Restaurant Plesner - og dét både for øjne og mund. Her kan I glæde jer til at sætte jer til rette i den smukke restaurant, der er belyst af designerlamper fra Louis Poulsen og møbleret med blandt andet Carl Hansens y-stole ved bordene.
Restauranten er åben både til frokost og aften og tilbyder tavleretter og a la carte, der følger sæsonerne. Der er fokus på at bruge byens lokale produkter og specialiteter - og derfor er fisk og skaldyr naturligvis at finde på kortet.
Visionerne går videre på det nyrenoverede badehotel, hvor kvalitet og service går hånd i hånd. Hotellet tilbyder 24 timers bemanding for at gøre jeres ophold så bekvemt som muligt. I parkeringsgården kan I parkere jeres bil - henvend jer blot i receptionen ved ankomst (bemærk det er først til mølle). Der er også 7 ladestationer til el-biler (gebyr betales). Hotellet har ligeledes gjort mange tiltag, der gør det nemt for kørestolsbrugere at overnatte.

Skal man opleve hel unik natur, er Skagen stedet at besøge. Et must er at opleve Grenen - hvor Skagerrak og Kattegat mødes, og hvor man kan stå med en fod i hvert hav og mærke naturens kræfter helt tæt på. Landskabet omkring Grenen byder på vandreoplevelser blandt alle Grenens seværdigheder, og undervejs kan man blive klogere på området. Badehotellet ligger i umiddelbar nærhed af klitterne og kun nogle få hundrede meter fra det brusende Vesterhav, så det er muligt at spadsere de få hundrede meter dertil.
Råbjerg Mile er Danmarks største vandreklit. Her kan man virkelig få fornemmelsen af at stå på toppen af Danmark midt i et nærmest ørkenlignende naturfænomen. I kan også tage nordpå og besøge Den Tilsandede Kirke, eller som kirken rigtigt hedder Sct. Laurentii Kirke. Her ses kun kirketårnet, men under jordoverfladen gemmer sig elementer fra kirkens gulv og fundamenter.
I 2014 fusionerede Skagen Museum, Anchers Hus og Drachmanns Hus under det fælles navn Skagen Kunstmuseer. Her kan I se nogle af de mest kendte og betydningsfulde værker fra skagensmalere som Anna og Michael Ancher, Laurits Tuxen og P.S. Krøyer. Skagen byder også på andre museer, som Skagen Bunkermuseum, hvor I kan gå på opdagelse i en bunker fra Anden Verdenskrig.
Skagen er en rigtig fin handels- og havneby med hyggelige butikker og et levende havnemiljø, og en gåtur rundt i gaderne er i sig selv også en oplevelse. Her bliver øjet fanget af de mange ikoniske, gule huse med rødt tegl, de vajende stokroser og særligt om sommeren summer der af liv og glade dage, som var man taget tilbage til 1930’ernes badeferie.
Vi har samlet et par anmeldelser fra Tripadvisor fra begejstrede gæster, der har besøgt badehotellet.
Dejligt på Plesners Badehotel
Dejlige nyrenoverede værelser, tæt på centrum af Skagen. Fine parkerings muligheder. Højt service niveau. Lækker morgenmad.
Anmeldt oktober 2025.
Lækkert hotel
Dejligt hotel med en god service - lækker kaffe og isvand på gangen og super god beliggenhed 😀 Fine parkeringsforhold og gode senge på værelserne. Morgenmaden er også rigtig god og personalet og den tilhørende restaurant er også i top. Vi kommer igen 😊
Anmeldt juli 2025.
Et fantastisk og hyggeligt ophold. Alt var perfekt 🤩
Er fantastisk sted hvor servicen er i top. Dejlig smilende og hjælpsom personale . Pænt og rent alle steder . Super lækkert mad Lækkert morgenbuffet Meget smuk Hotel
Anmeldt juli 2025.