

Det bliver en helt særlig koncertoplevelse, når Odense Symfoniorkester og Copenhagen Phil mødes i Carl Nielsen Salen for at opføre Gustav Mahlers storslåede 9. symfoni. Mahlers musik er kendt for sin dybde, intensitet og evne til at vække stærke følelser. Den 9. symfoni er hans allersidste, fuldendte værk og er ofte blevet beskrevet som et musikalsk farvel – til livet, kærligheden og Mahlers elskede hustru Alma. Men værket rummer langt mere end sorg og afsked. Her møder du også glæde, kærlighed, melankoli og livskraft.
Under ledelse af dirigent Andrew Gourlay udfolder de to orkestre symfoniens enorme, følelsesmæssige spændvidde. Det er musik, der ikke blot skal høres, men mærkes – og som inviterer dig til at fordybe dig i dine egne tanker og følelser.
En sjælden mulighed for at opleve Mahlers 9. symfoni live i koncertsalen – et værk, der gennem mere end 100 år har fascineret publikum verden over.