Søg
Menu
Klik for at se alle billeder (10)
Grønland med Greenland TravelVis på kort
Det får duBeskrivelseBetingelser

Grønland

Oplev et fortryllende arktisk forårseventyr og de lange lyse, dage på en 8-dages rejse omkring Nuuk og Ilulissat.
Denne rejse tager dig tæt på Grønlands puls: Hovedstaden Nuuk med sit store fjordsystem og derefter videre til Ilulissat – Diskobugtens perle. Her ligger den verdensberømte Isfjord, der er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste, og hvor kæmpemæssige isbjerge driver majestætisk forbi. Turen kombinerer to af Grønlands mest elskede rejsemål og giver dig minder, du vil bære med dig længe.

Hvis du drømmer om en rejse, hvor du mærker forårets lys, naturens storhed og den lokale kultur, er dette et oplagt valg. Grønlands forår har sin helt særlige stemning. Solen vender tilbage til Ilulissat allerede i januar, og imens denne tur finder sted, står solen højt på himlen næsten hele døgnet. 

Særligt for denne rejse:

  • Oplev en kombination af Grønlands hovedstad Nuuk og den UNESCO-fredede Ilulissat Isfjord
  • Oplev lange, lyse nætter og forårets liv i Arktis
  • Rejsen inkluderer sejlture, vandringer og autentiske møder med lokal kultur

Rejsen inkluderer:

  • Fly Billund – Nuuk t/r 
  • Fly Nuuk – Ilulissat t/r
  • 20 kilo indvejet bagage og 8 kilo håndbagage
  • Mad og drikke på strækningen Billund – Nuuk t/r
  • Transfers lufthavn-hotel t/r i Grønland
  • 2 overnatninger på Hotel Søma Nuuk med eget bad/toilet 
  • 5 overnatninger på Hotel Arctic med eget bad/toilet 
  • Morgenmad
  • Velkomstmiddag på Hotel Arctic (eksklusive drikkevarer) 
  • 2 informationsmøder
  • Sightseeing i Nuuk inkl. kaffemik 
  • Sejltur til Qoornoq 
  • Kulturhistorisk byvandring i Ilulissat
  • Vandretur til bopladsen Sermermiut ved Ilulissat Isfjord
  • Sejlads til Ilulissat Isfjord
  • Bådudflugt til bygden Ilimanaq (5 time)
  • Alle skatter og afgifter oplyst til Grønlands Rejsebureau indtil dags dato

Afrejse fra Billund lufthavn den 6. - 13. maj 2026. 

Prisen er pr. person. Der skal købes 2 værdibeviser for at bo på dobbeltværelse.

Bemærk, at rejsen ikke er egnet for bevægelseshæmmede og kørestolsbrugere. På den rejsendes anmodning står Greenland Travel naturligvis til gerne rådighed med oplysninger om rejsens egnethed under hensyn til den rejsendes behov. Bemærk, at hvis du som bevægelseshæmmet vælger denne rejse på baggrund af en samtale med Greenland Travel, er det på eg ansvar, Greenland Travel ikke har medicinsk kompetence til rådgivning.

Betaling 

Det fulde beløb betales med det samme. 

Ikke inkluderet i rejsen: 

  • Frokost og aftensmad (på nær en velkomstmiddag)
  • Rejseforsikringer

Højdepunkter:

  • Oplev hovedstaden Nuuk med verdens næststørste fjordsystem
  • Kom tæt på det arktiske dyreliv
  • Oplev UNESCOʼs verdensarv ved Ilulissat Isfjord
  • Tag på oplevelse i en autentisk og farverig by Sejl med ud blandt enorme isbjerge
  • Gå en tur i slædehundenes egen landsby
  • Kom på dagstur til en bygd

Dagsprogram

Dag 1: Fly Billund - Nuuk, velkomstmøde og sightseeing med kaffemik

Ankomst til Nuuk – Grønlands hovedstad venter
Fra Billund flyver du direkte ind i dit arktiske eventyr. Nuuk er den nye port til Grønland, og her begynder otte oplevelsesrige dage. Bag byen rejser fjeldene sig, og et enormt fjordsystem snor sig ind i landskabet – en smuk introduktion til landet.

I lufthavnen bliver du hentet og kørt til Hotel Søma, der ligger tæt ved havnen. Efter check-in mødes du med guiden, som giver praktisk information om byen, udflugterne og gode tips til spisesteder.

Sightseeing i Nuuk med kaffemik (ca. 3½ time)
Turen byder på et besøg på Grønlands Nationalmuseum, hvor du får indblik i landets kulturhistorie fra de første inuitbosættelser til i dag. Herefter går turen gennem Kolonihavnen, hvor mange af de ældste huse fra 1700-tallet stadig står. Vi passerer blandt andet Hans Egedes hus, Havets Moder-skulpturen og statuen af Hans Egede ved domkirken.

Derefter oplever du det traditionelle marked, Brættet, hvor friskfanget fisk, rensdyr og sælkød sælges direkte fra jægere og fiskere. Turen går videre forbi Grønlands parlament og til kulturhuset Katuaq, inden vi runder dagen af med en hyggelig kaffemik hos en lokal familie. Over en kop kaffe og hjemmebag får du et unikt indblik i hverdagen i den arktiske hovedstad.

Dag 2: På fjordtur til Qoornoq og vandfaldet ved Sermitsiaq

I dag venter en fantastisk sejltur ind i det enorme fjordsystem til den gamle bygd Qoornoq og videre til et af områdets flotteste vandfald.

Sejltur til Qoornoq og vandfald (ca. 4 timer)
Denne udflugt er en lille kombinationstur: fjordsejlads, kulturhistorie og natur i én pakke. Vi sejler fra Nuuk ind i fjorden til den nedlagte bygd Qoornoq, som i dag bruges som sommerhusområde. Du kan stadig se rester af en fiskefabrik og en jernbane, der engang transporterede fisk.

På turen ser vi også ruiner fra nordboernes tid, og vi fortsætter dybere ind i fjordsystemet til bagsiden af det ikoniske Sermitsiaq-fjeld, hvor et imponerende vandfald kaster sig ned ad fjeldsiden. Sermitsiaq er Nuuks vartegn, og herfra får du et sjældent perspektiv på det markante fjeld.

Husk varmt tøj – det kan blive bidende koldt på vandet, selv når solen skinner.

Dag 3: Videre til Ilulissat – byen ved Isfjorden

Efter to dage i Nuuk går turen nordpå. En kort flyvetur på tre kvarter giver dig mulighed for at nyde udsigten over fjelde og fjorde, inden du nærmer dig Ilulissat. Byen åbenbarer sig, når du flyver ind over Isfjorden og ser de farvestrålende huse ligge mellem sneklædte fjelde og kælvende isbjerge. Her venter fem dage fyldt med arktiske oplevelser.

Ved ankomsten bliver du kørt til dit hotel, som har en skøn beliggenhed. Kort efter møder du en guide fra World of Greenland, der holder et informationsmøde med introduktion til byen, området og de mange aktivitetsmuligheder.

Byvandring i Ilulissat (ca. 2 timer)
Du begynder opholdet med en guidet byrundtur, som giver dig et godt indblik i byens liv og historie. Ilulissat blev grundlagt i 1741 og er i dag Grønlands tredjestørste by med ca. 4.500 indbyggere. Undervejs besøger du havnen, ser Brættet med dagens fangst og passerer både Knud Rasmussens fødehjem og den smukke Zionskirke.

Om aftenen runder vi dagen af med en hyggelig velkomstmiddag på hotellet (drikkevarer for egen regning).

Dag 4: Vandring til Sermermiut – historien ved Isfjorden

Diskobugten er blandt Grønlands mest besøgte områder – ikke kun på grund af de enorme isbjerge, men også fordi natur, historie og nutidens liv her mødes på fascinerende vis.

Dagen er fri til egne oplevelser plus udflugten til Sermermiut - et sted fyldt med fortællinger og udsigter.

Vandretur til Sermermiut (ca. 2 timer)
Kun halvanden kilometer fra Ilulissat finder du den tidligere boplads Sermermiut, hvor forskellige inuitkulturer har levet gennem mere end 4.000 år. Stedet er nu et fredet område, og du kan stadig se spor efter de mennesker, der engang kaldte det hjem. En nyanlagt gangbro gør det let at komme frem, mens guiden fortæller om livet før europæernes ankomst. Baggrunden er naturligvis den storslåede Isfjord, som giver oplevelsen ekstra magi.

Dag 5: Sejlads mellem isbjerge i Ilulissat Isfjord

I dag venter en af de absolutte højdepunkter: en sejltur mellem de enorme isbjerge, som ligger ved mundingen af Ilulissat Isfjord. Det er uden tvivl en af de mest ikoniske oplevelser, man kan have i Grønland.

Sejlads på Isfjorden (ca. 2½ time)
På denne bådtur sejler vi ud til fjordens udmunding, hvor isbjergene samler sig og står fast, indtil strøm eller smeltning sætter dem fri. Hver tur er unik, fordi isens formationer hele tiden ændrer sig – nogle rejser sig som hvide katedraler, andre gløder blåt i sollyset. Skipperne kender området som deres egen bukselomme og finder altid de mest spektakulære steder at vise frem. 

Dag 6: Ilulissat – på egen hånd

Ilulissat byder på et væld af muligheder, og i dag bestemmer du selv tempoet. Museet og Brættet er altid værd at besøge – eller du kan besøge de små butikker og værksteder, hvor der fremstilles smykker og kunsthåndværk af ben, tand og sælskind. Eller du kan gå en tur gennem byen og måske forbi kirkegården på vej mod lufthavnen – en vandring, der viser meget om den grønlandske kultur.

Vil du endnu længere ud, kan du tage en tur ud i fjeldet. Der er adskillige vandreruter.

Dag 7: Sejltur til Ilimanaq – bygdeliv og kulturarv

Dagen i dag byder på en spændende sejltur til bygden Ilimanaq.

Sejltur til Ilimanaq (ca. 5 timer)
Vi sejler gennem Isfjorden til den lille bygd Ilimanaq, som ligger kun 15 kilometer syd for Ilulissat. Bygden, hvis navn betyder “stedet, man ser frem til”, er et levende eksempel på, hvordan tradition og modernitet kan gå hånd i hånd. De gamle kolonibygninger er nænsomt restaureret, og Ilimanaq Lodge står i dag som et forbillede på bæredygtig udvikling i Grønlands bygder.

På en guidet rundtur hører du om stedets historie, og vi besøger en lokal familie, hvor du bydes på en let frokost og varm kaffe eller te. Det giver et særligt indblik i livet i en grønlandsk bygd – noget, der står i skarp kontrast til oplevelserne i Ilulissat. Til sidst går turen med båd tilbage mod byen ad den smukke rute langs isfjeldene.

Dag 8: Hjemrejse – tid til eftertanke

I dag siger du farvel til Ilulissat og Grønland. Flyet letter fra Ilulissat, og på vejen mod Nuuk får du et sidste blik ud over Isfjorden, hvor isbjerge i alle størrelser driver rundt. Herefter går turen videre mod Billund med ankomst om aftenen.

Efter en uge i Grønland rejser du hjem rigere på oplevelser. Du har oplevet kontrasterne mellem Nuuk – en arktisk storby med fjorde i baghaven – og Ilulissat, hvor isen og naturen er allestedsnærværende. Du har fået indblik i både den moderne grønlandske livsstil og i bygder, hvor fangsttraditioner stadig præger hverdagen.

Foråret i Grønland er noget særligt: lange lyse dage og snesmeltningens spæde tegn. Det er en tid, hvor du mærker naturens kræfter og samtidig møder mennesker, der lever midt i det hele med åbent sind og gæstfrihed.

Mange siger, at Grønland sætter spor i hjertet – og efter en uge heroppe vil du sandsynligvis give dem ret.

Arktisk forår og gyldne aftener

Nuuk – kultur og fjorde

Nuuk er en moderne arktisk hovedstad med et levende kulturliv, spændende historie og adgang til imponerende natur. Her kan du både udforske byens hyggelige centrum og tage på ture ud i de smukke fjorde, hvor stilheden og udsigten er helt enestående. Kort sagt: Nuuk rummer lidt af det hele.

Ilulissat – lange, lyse dage og isfjelde

Rejsen fortsætter mod Ilulissat, byen som er verdenskendt for sin Isfjord og de spektakulære isbjerge. Her finder du også Grønlands største hundeslædedistrikt med omkring 3000 slædehunde, der bidrager til byens særlige atmosfære. Dagene i Ilulissat kan fyldes med sejlads blandt isfjelde, vandreture, hvalsafari eller udflugter til små bygder, hvor du kan opleve både det moderne grønlandske liv og de traditionelle fangstsamfund.

Forår i Grønland – det bedste tidspunkt

Mange rejsevante gæster sværger til foråret som den smukkeste tid at besøge Grønland. Det er perfekt til vandreture både i Nuuk og Ilulissat – og så er det, inden myggene melder deres ankomst. Efter en kold vinter kan du være heldig at få en sidste tur med hundeslæde, og havet er åbent til fantastiske sejlture mellem isfjeldene eller måske en tur til den lille bygd Oqaatsut.

Hoteller

Hotel SØMA

Det 3-stjernede Hotel SØMA Nuuk ligger hyggeligt ved havnen i Nuuk og har 43 værelser – både enkelt- og dobbeltværelser. Værelserne er store og lyse med tv, trådløst netværk, telefon, bad og toilet.

Cafeen på Sømandshjemmet er som en dagligstue både for dem, der bor der, og mange, som kommer her dagligt for at spise eller få en kop kaffe. Der er gratis wifi overalt på hotellet, og derudover sætter Sømandshjemmet en stor ære i at leve op til bæredygtighedsprincipper.

Hotel Arctic

Grønlands mest berømte hotel er Hotel Arctic i Ilulissat. Det ligger med en fantastis udsigt over Ilulissat by, Ilulissat Isfjord og Diskobugten. Hotel Arctic er verdens nordligste 4-stjernede hotel, og oven i dette byder hotellet på et 5-stjernet konferencecenter. Hotellet ligger lidt udenfor byen ca. 15 minutters gang fra centrum (ca. 1,5 kilometer fra det centrale kryds) med en fremragende udsigt over Diskobugten.

Hotellet har to rigtig gode restauranter, og den store terrasse uden for restauranten er det perfekte sted til at nyde et glas vin, mens du ser lyset lægge sig over isbjergene ved Ilulissat Isfjord.

Bemærk, at hotellet tilbyder lufthavnstransfers, men ikke transfers herudover i forbindelse med udflugter og lignende.

Flyinformation 

Udrejse kl. 8.00 fra Billund med stop i Keflavik undervejs.
Hjemrejse med direkte flyvning fra Nuuk til Billund med hjemkomst kl.19.00.

Flytider er lokale tider. 

Med forbehold for ændringer af flytider. 

Tryghed på rejsen

Alle rejsebureauer, vi samarbejder med, er medlem af Rejsegarantifonden og følger derfor Udenrigsministeriets vejledninger. Dette betyder, at hvis Udenrigsministeriet ændrer deres risikovurdering og fraråder rejser til dit rejsemål, efter du har købt rejsen, så kan rejsen ombookes eller annulleres.

Betingelser:

  • Afrejse fra Billund lufthavn den 6. - 13. maj 2026. 
  • Når I har modtaget værdibeviserne, skal I inden for 48 timer reservere rejsen på: tour@greenland-travel.dk. I bedes oplyse: Fulde navne ifølge pas, pasnumre, udstedelses- og udløbsdato, fødselsdato og år, nationalitet og køn.
  • Prisen er pr. person. Der skal købes 2 værdibeviser for at bo på dobbeltværelse.
  • Greenland Travel er medlem af Rejsegarantifonden nr. 351.
  • Der tages forbehold for ændringer af flytiderne.
  • Købet kan ikke fortrydes.
  • Det er Greenland Travels almindelige betingelser, som gælder. Du finder deres rejsebetingelser på https://www.greenland-travel.dk/praktisk-information/rejsebetingelser/.
  • Avisfordele.dk er kun formidler af dette tilbud. Alle spørgsmål vedrørende tilbuddet rettes til Greenland Travel.

Find på kortet