For full functionality of this site it is necessary to enable JavaScript. Here are the instructions how to enable JavaScript in your web browser .

loading

  • RejserLuksus på Donau

Rejser

Luksus på Donau



11 dages flodkrydstogt

Glæd dig til at opleve 7 lande og 5 hovedstæder, når vi tager på et 11 dages oplevelsesrigt flodkrydstogt med skibet MS River Navigator★★★★. Vi sejler gennem det Sydøstlige Europa, klædt i efterårsfarver! Donau er dronningen blandt Europas floder og er en af Europas kulturelle hovedveje, som byder på en perlerække af spændende oplevelser. Rejsen byder på en masse udflugter – og der er ligeledes helpension inkl. drikkevarer om bord på skibet. Du sparer 500 kr., når du bestiller via os.

Dato 01.11.19. Afrejse fra Billund eller København.

Pris Prisen er pr. person i delt dobbeltkahyt: Fly København/Billund – Wien – Bukarest og Wien-København/Billund inkl. bagage, transfer lufthavn-skib t/r, 10 overnatninger på 4+stjernede MS River Navigator i kahyt på nedre dæk (Odyssey), velkomstdrink, helpension om bord bestående af morgenbuffet, frokost, eftermiddagste, aftensmad med te/kaffe, midnatssnack. Pensionen starter med aftensmad den første aften og slutter med morgenmad ombord den sidste morgen, 2 glas vin, vand eller øl til frokost og aftensmad på skibet, 1 fl. vand i kahytten pr. dag, madpakke med vand på dag 1, frokost i Wien på dag 11, levende musik, underholdning og vinsmagning ombord, erfaren dansk rejseleder og udflugter ifølge program.

Tillæg og hvad prisen ikke inkludere kan læses under ”Beskrivelse”.

Pris Fra 15.495 kr.
Gebyr + 0 Kr.

Beskrivelse

Rejseplan DAG 1 Bukarest (-21.00)


Velkommen til Rumænien! Fra lufthavnen er der transfer til Bukarest centrum - engang kendt som Østeuropas Paris. Her tager vi på byrundtur med bus, hvor vi blandt andet kommer forbi Revolutionspladsen, Triumfbuen, Nationaltetatret og koncerthuset Athenæum. Vi gør fotostop ved Ceausescus enorme "Folkets Hus", verdens andenstørste bygning efter Pentagon, som i dag huser Parlamentet. Efter byrundturen kører vi til Turnu Maguerele, hvor vores flotte skib venter. Undervejs byder Best Travel på en let madpakke. Vi bliver indkvarteret i vores kahytter. Vi mødes til en velkomstdrink inden vi nyder vores første middag ombord.


DAG 2 Vidin (13.00-23.00)


Vi spiser morgenmad ombord og under formiddagens sejlads er der præsentation af kaptajnen og hans besætning. Om eftermiddagen ankommer vi til Vidin, der ligger på den bulgarske side af Donau og er centrum for landets skibsbyggeri. Vi tager på byrundtur til fods i byen med lokalguide. Vi besøger blandt andet fortet Baba Vida fra det 13. århundrede, som er landets bedst bevarede middelalderfort. Efter byrundturen er der tid til at opleve byen på egen hånd. Vi spiser middag ombord og forlader Vidin sidst på aftenen.


DAG 3 Jernporten


Vi tilbringer dagen ombord. Om formiddagen går sejladsen gennem den berømte hydroelektriske dam "Jernporten", hvor Donau dæmmes op for at give mere sikker sejlads gennem den 100 kilometer lange, smalle slugt. Tidligere var strækningen en farlig hindring for skibene på grund af de skarpe klipper i den smalle passage. Den gigantiske konstruktion stod færdig i 1972 og blev bygget af rumænske og jugoslaviske bygningsarbejdere. Dæmningen hæver vandstanden med 30 meter og på visse steder i slugten er Donau mere end 80 meter dyb. Efter frokost lægger vi til kaj for et kort stop i den lille by Donji Milanovac, som ligger på grænsen til Serbien. Ved aftenstid har vi et kort ophold i byen Golubac, hvor vi kan nyde udsigten til Golubac-fortet. Mens vi nyder middagen ombord sejler vi videre mod Beograd.


DAG 4 Beograd (04.00-23.00)


Efter morgenmaden venter en spændende byrundtur med bus i Beograd, hvor vi skal se fæstningen, Kalemegdan-parken, den ortodokse domkirke, Prinsesse Ljubicas gods, rådhuset, nationalforsamlingen og Skt. Markus-kirken. Vi afslutter turen med en spadseretur gennem gågaden Knez Mihajlova med de mange butikker, cafeer og gallerier og en lille pause med en forfriskning. Eter frokost ombord er der mulighed for at gå på opdagelse i Beograd på egen hånd. Efter middagen på skibet kan vi nyde en folkloreopvisning med dans og modeshow med fremvisning af de verdensberømte Sirogojno-strikvarer.


DAG 5 Novi Sad (06.00-20.00)


Novi Sad er den 3. største by i Serbien og kulturelt og historisk centrum for Vojvodina-regionen. Novi Sad er en livlig by med masser af restauranter, butikker og grønne områder. Vi tager på byrundtur til fods og med bus i selskab med en lokal guide. Vi spadserer forbi markedet, hvor vi får indlik i byens hverdagsliv og fortsætter gennem byens historiske centrum, hvor der også bliver lidt tid til at se sig om på egen hånd. Vi fortsætter vores tur med bus og passerer bla. forbi synagogen, Vojvodina-parlamentet, universitetet m.m. Når vi kører over Frihedsbroen kan vi nyde udsigten over byen, floden og Fruska Gora-bjerget. Bussen sætter os af nær Petrovaradin-fortet og vi går det sidste stykke op af trapperne til befæstningen, der er Europas andenstørste. Om eftermiddagen er der udflugt til Krushedol-klostret og landsbyen Sremski Karlovci. Turen lægger ud med et besøg på klostret, som ligger på Fruska Gora-bjerget. Klostret er kendt for sine freskomalerier fra det 15. århundrede. Nogle af Serbiens mest kendte historiske personer, bl.a. Kong Milan Obrenovic og Grevinde Ljubica, ligger begravet på klostrets område. På turen tilbage til Novi Sad gøres stop i den lille by Sremski Karlovci, som er centrum for vinproduktionen i Fruska Gora-regionen. Her skal vi på besøg hos familien Zivanovic, der er kendt for fremstillingen af Bermet-vin, som blev serveret ved habsburgernes og den russiske zars hoffer. I den store have vil vores værter servere flere forskellige typer Bermet-vin, samt familiens hjemmelavede honning. Der vil også være besøg i vinkældrene samt honningmuseet.


DAG 6 Osijek (07.00-13.00)


Velkommen til Kroatien, hvor vi har lagt til i Osijek, som er landets fjerde største by. Osijek er fortsat en meget populær og besøgt by blandt andet på grund af sine mange huse i barokstil - faktisk den største samling i hele Kroatien. Vi tager med bus på byrundtur, og starter med med at køre ind til Tvrdja-borgen, hvor der er mulighed for at smage på lokale vine og sljivovitz, ledsaget af lækre delikatesser og musikalsk underholdning. Herefter går vi på byvandring i den gamle bydel. Vi kører med bus tilbage til det moderne centrum, hvor der er tid på egen hånd inden vi vender tilbage til skibet. Tilbage på skibet nyder vi frokosten mens kursen sættes mod Budapest.


DAG 7 Budapest (13.00-)


Donau deler Ungarns hovedstad Budapest i to bydele: det grønne og kuperede Buda med Gellert-højen, slotskomplekset, Matthias-kirken og fiskerbastionen, og Pest, hvor parlamentet, forretningsgaderne og den berømte markedshal findes. Efter frokost ombord på skibet er der byrundtur med bus i Budapest. Vi kommer forbi Skt. Stefan-kirken, operaen, Heltepladsen med statuer af ungarske herskere og andre historiske personer og parlamentet. Derefter krydser vi Donau og ser Buda-siden, hvor der vil være stop ved Fiskerbastionen og Matthias-kirken samt på toppen af Gellert-højen. Resten af eftermiddagen er til fri disposition til at gå på opdagelse i den smukke hovedstad på egen hånd. Se for eksempel parlamentet, Dohány-synagogen, som er verdens 2. største eller gå på opdagelse i den store markedshal.


DAG 8 Budapest (-21.00)


Vi spiser morgenmad ombord, hvorefter dagen er til fri disposition i Budapest. Om eftermiddagen tager vi på udflugt til pusztaen, et træfattigt steppelandskab cirka 45 kilometer syd for Budapest. Her besøger vi stutteriet Lazar Lovas og ser en uforglemmelig optræden af veltrænede ungarske heste og dristige ryttere. Der er mulighed for at besøge staldene inden vi skal smage den ungarske frugtbrændevin palinka. Efter middagen ombord optræder et lokalt sigøjnerensemble med violin- og klavermusik. Hen på aftenen fortsætter skibet mod Bratislava.


DAG 9 Bratislava (14.00-21.00)


Vi tilbringer en afslappet formiddag ombord. Undervejs passerer vi Gabcikovo, som er den største sluse på den øvre del af Donau. Om eftermiddagen tager vi på rundtur Slovakiets charmerende og romantiske hovedstad Bratislava. Vi kører med byens berømte sightseeing-tog Oldtimer gennem byen og op på bakken, hvor slottet ligger med smuk udsigt over byen og floden. Efter køreturen spadserer vi gennem den mindre kuperede gamle bydel med Michael-broen og -tårnet, det gamle rådhus, torvet og nationalteatret. Afslutningsvis vil der være tid på egen hånd til shopping eller sightseeing. Vi kan se frem til en dejlig aften med kaptajnens gallamiddag, hvorefter musikken spiller op til dans for sidste gang.


DAG 10 Wien (04.00-) - Klassisk koncert


Så er vi nået til Wien! Efter morgenmaden tager vi på byrundtur i Wien og får et indtryk af byens mange spændende seværdigheder. Vi starter med et stop ved det berømte Hundertwasser-hus og fortsætter til Ringstrasse, hvor vi bl.a. passerer forbi operaen, parlamentet, Burgtheater og Votivkirken. Herefter går turen ind til det historiske centrum med Skt. Stefans-domkirken. Vi går en tur gennem de smukke gamle gader og kommer bl.a. forbi Michaela-pladsen og det kejserlige palads Hofburg, Den Spanske Rideskole og Albertina-pladsen med kunstmuseet. På vej tilbage til skibet kommer vi forbi Prater-parken med det store pariserhjul. Efter middagen ombord skal vi opleve en ægte Wienerkoncert i de rette omgivelser i et af byens smukke koncerthuse, oftest Kursalon, Konzerthaus eller Hofburg. Der optrædes med værker af Mozart og Strauss. Efter koncerten kører vi gennem Wien by night, hvor vi kan nyde synet af de smukt oplyste bygninger.


DAG 11 Wien – Hjemrejse


Efter morgenmaden er det blevet tid til at tage afsked med vores dejlige skib og det venlige personale ombord. Vi skal først flyve hjem om aftenen, så når vi har pakket vores bagage i bussen tager vi på udflugt til Schönbrunn-slottet. Schönbrunn er den østrigsk-ungarske kejserfamilie Habsburgs tidligere sommerresidens. Udflugten inkluderer besøg i de imponerende saloner og en gåtur i den smukke slotspark. Som afslutning på et dejligt krydstogt på Donau byder Best Travel på en afskedsfrokost i Donau-tåret. Herfra er der en fantastisk udsigt ud over hele byen. Herfra sætter vi kursen mod lufthavnen og flyver tilbage til København. Alle ovenstående udflugter gennemføres med Best Travels danske rejseleder. Skibet udbyder få ekstra udflugter som bestilles og betales ombord. På disse vil der typisk være engelsktalende rejseleder, da disse udflugter gennemføres med skibets øvrige gæster.. Hent printervenligt rejseprogram som PDF her


BEMÆRK - om vandstand og sluser


Som deltager i et flodkrydstogt skal man være opmærksom på, at rejsens gennemførelse i overensstemmelse med programmet afhænger af naturens luner. Vi kan således ikke garantere, at alt gennemføres nøjagtigt som beskrevet i dagsprogrammet, da vejrmæssige forhold i høj grad spiller ind på mulighederne for at gennemføre rejsen som planlagt. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på, at man på et flodkrydstogt skal være indstillet på disse forhold, som bl.a. medfører, at ekstraordinært lav eller høj vandstand kan betyde ændringer i skibets sejlplan og dermed have indflydelse på gennemførelsen af rejsens program. Vi forsøger altid at give vores gæster mest mulig tid i de byer og ved de seværdigheder, som besøges. Derfor kan en del af transporten foregå med bus hvis vandstanden vil forsinke eller direkte forhindre gennemførelsen af visse udflugter. På alle floder - men især på Rhinen - er skibene underlagt de enkelte slusers åbningstider. Oftest er slusetiderne bestilt i forvejen, men alligevel kan der ved eksempelvis eftersyn eller reparationsarbejde opstå forsinkelser, som kan betyde, at vi vælger at lade en del af transporten foregå med bus for at give vores gæster mest mulig tid i de planlagte anløbsbyer. Man må derfor være indstillet på, at man i tilfælde af ændringer i vandstanden på floderne eller som følge af reparationsarbejde på sluserne kan opleve at tilbagelægge visse strækninger i bus fremfor med skibet uden at dette kan betragtes som en mangel ved rejsen.


MS River Navigator★★★★


Det elegante flodkrydstogtskib MS River navigator danner perfekte rammer om et spændende krydstogt gennem smukke landskaber og hyggelige byer. Pladsen på de 4 dæk er optimalt udnyttet til dejlige fællesområder og velindrettede kahytter. M/S River Navigator er bygget i 2002 og senest renoveret i 2018, hvor restauranten er nyindrettet. Skibet har plads til 134 passagerer og er 110 meter langt.   De lækre måltider om bord serveres i den flotte panoramarestaurant og krydres af udsigten til landskaberne langs floden. Efter middagen kan man nyde en kop kaffe eller en drink i baren, hvor der er levende musik. I løbet af krydstogtet er der forskellige aktiviteter ombord - f.eks. vinsmagning, filmaften, foredrag  m.m. Behageligt tøj og gode travesko anbefales til udflugterne. Det forventes, at vi klæder om, når middagen skal nydes, men det store selskabsskrud er ikke nødvendigt.


Faciliteter om bord:


Om bord er der reception, elevator (fra hoveddæk til mellem- og øvre dæk) samt lift til soldækket, bibliotek, fitnessrum samt mulighed for gratis wi-fi når forbindelsen tillader det. I skibets lille butik kan der købes postkort, souvenirs fra skibet samt personlige fornødenheder som tandbørste m.m. På soldækket er der solstole og rygeområde. I receptionen kan der købes vand før udflugterne, ligesom der udleveres kort over anløbsbyerne efter behov.  Skibet medbringer et mindre antal cykler, som det er muligt at leje (€15 pr. dag) til brug i anløbsbyerne. Restaurant, reception og bar er alle beliggende på Navigator-dækket (øvre dæk) Drikkevarer: Under togtet er der inkluderet 2 glas vin/øl/sodavand til både frokost og aftensmad. Derudover kan drikkevarer kan købes til rimelige priser - vin fra € 21, øl fra €3,30 og vand fra €2,30. Vin og vand på flasker, som ikke drikkes op, kan gemmes til næste måltid. Der er døgnet rundt adgang til kaffe, te og postevand fra automaten på øvre dæk .


Kahytter: Skibet har 69 kahytter, alle udvendige med vindue og eget bad (bruser) og toilet, hårtørrer, plejeprodukter fra L'Occitane, aircondition, skriveplads, TV og sikkerhedsboks. Der er rengøring i kahytten 2 gange dagligt.  Alle kahytter har to enkelt-senge, som er sat sammen. Ønsker man seperate senge skal dette blot oplyses ved bestilling. Kahytterne er på alle dæk ca. 15m2.


Der findes 4 forskellige typer kahytter:


• Suiter ca. 22m2 på Navigator-dækket (øvre dæk) har fransk altan med store glasskydedøre, der kan åbnes. Suiten har samme indretning som de øvrige kahytter, men er noget større. Desuden er der i suiten faciliteter til at lave kaffe og te, minibar (mod tillæg) og mulighed for at få continental breakfast bragt til suiten.  Der bydes velkommen til suiten med en halv flaske mousserende vin ved ankomsten.


• Kahytter på Navigator-dækket (øvre dæk) har fransk altan med store glasskydedøre, der kan åbnes.


• Kahytter bagest på Explorer-dækket (mellemdæk - 6 trin over hoveddæk) har stort panoramavindue, som ikke kan åbnes. • Kahytter forrest på Explorer-dækket (hoveddæk) har panoramavindue delt i to, som ikke kan åbnes. 


• Kahytter på Odyssey-dæk (nedre dæk) har mindre vinduer, som ikke kan åbnes.


Prisen inkluderer ikke (alle priser er pr. person)


• Kahyt med delt panoramavindue på hoveddæk Explorer  kr. 750


• Kahyt med stort panoramavindue på mellemdæk Explorer kr. 1.800


• Kahyt med fransk altan på øvre dæk Navigator kr. 2.800


• Suite med fransk altan på øvre dæk Navigator kr. 4.500


• Drikkevarer ud over det nævnte • Drikkepenge til lokale guider/chauffører


• Drikkepenge til skibets personale  (ca. €7 pr. rejsedeltager pr. nat)


• Forsikringer


• Fast plads i bussen kr. 150-250


Bemærk


Teknisk arrangør: Best Travel A/S med CVR-nr. 32 57 15 22. Medlem af Rejsegarantifonden nr. 2190 og af Danmarks Rejsebureau Forening. En del af Stena Line Travel Group.


Minimum deltagere: 25 pr. afgang.


Alle oplyste tidspunkter er vejledende. Vi tager forbehold for, at der kan ske uforudsete ting. OBS! Forbehold for udsolgte datoer og trykfejl. Når Best Travel modtager bestillingen, vil man som gæst modtage bekræftelse på mail. Hvis Best Travel har brug for yderligere information, vil bestiller blive kontaktet pr. telefon eller e-mail.

  • Jysk Fynske Medier P / S
    Bugattivej 8
    7100 Vejle
  • CVR: 36503335